Vi bruger begrebet social dumping når virksomheder betaler en løn der er mindre end den ellers normalt gældende overenskomst på området. Det kan lade sig gøre fordi vi i Danmark ikke har en mindsteløn der er garanteret ved lov. Vi benytter os af hvad der kaldes “Den danske model”, hvor løn og arbejdsforhold bestemmes uden statens indblanding. Hermed er det op til hver enkelt at aftale løn og arbejdsforhold med arbejdsgiver, eller man kan melde sig ind i en fagforening. Fagforeningens opgave er, noget forsimplet, at sørge for ordentlige løn- og arbejdsforhold for medlemmerne. Noget fagforeningerne kan gøre, fordi de forhandler for hele faggrupper. Man kan dermed gennem fagforeningen blive sikret en overenskomstdækket minimumsløn, som sikrer at man får en løn svarende til en arbejdsbyrde, og som man kan leve et anstændigt liv for. Men at være medlem af en fagforening er ikke lovpligtigt og det er ikke lovpligtigt for virksomheder at skrive overenskomst med fagforeningerne, hvilket åbner op for social dumping.

For virksomheder som ikke ønsker at tegne overenskomster, som ikke ønsker ordentlige forhold for deres medarbejdere, kan vælge at hyre personer til en lavere timeløn end den, de er garanteret ved en overenskomst. Dette går ofte ud over personer som står i situationer hvor de ikke kan sige nej til arbejde, eller ikke kender deres rettigheder på området. De personer social dumping går ud over, er derfor ikke personer som udnytter samfundet og stjæler jobs, men folk der bliver udnyttet af arbejdsgiverne.

Social dumping finder sted i flere forskellige brancher. Rengøring, byggeri og restaurationsbrancherne er nogle af de mest iøjenfaldende og selvom social dumping ikke i sig selv er ulovligt, så fører det ofte til lovbrud. Arbejdskraft bliver hentet fra udlandet, fattige østlande, hvor arbejderne bor i skure og lagerhaller uden vinduer, hvor op til femten personer deles om et toilet og bad. Arbejdsuger på syv dage og arbejdsdage på op til 15 timer, med en timeløn på 25 kroner, hvis lønnen overhovedet bliver udbetalt. I yderste konsekvens kan social dumping være med til fremme menneskehandel.

Social dumping kan endvidere bruges som afpresningsmiddel af virksomheder for at tvinge medarbejderne til at gå ned i løn, ved at give dem et ultimatum. Gå ned i løn, eller I bliver fyret, eller vi flytter virksomheden til udlandet. Her er det også værd at tænke over, at det kan være med til at fremme det der kaldes socialpolitisk konkurrence. Lande som konkurrerer med hinanden om, at dumpe lønnen mest muligt for at tiltrække virksomheder og skabe lave arbejdsløshedstal. Socialpolitisk konkurrence er ikke ønskværdigt og vil blot skabe en nedadgående spiral, med langt flere tabere end vindere.

Det er værd at bemærke, at social dumping ikke kun udføres af private virksomheder (selvom det ofte er her de slemme eksempler findes), men også kan udføres af stat, regioner og kommuner ved eksempelvis brugen af løntilskudsarbejde. En person i offentligt løntilskud får udbetalt dagpenge. Vedkommende koster altså ikke staten, regionen eller kommunen noget. Hvis det offentlige løntilskud kunne have været et ordinært job, er det social dumping, og i særligt slemme tilfælde kan det dreje sig om en stilling der er nedlagt, for efterfølgende at blive til en løntilskudsstilling.

Fælles for både udenlandske arbejdere som bliver hentet til Danmark for at arbejde til sulteløn og personer i løntilskud er, at der sidder nogle folk og spekulerer i, hvordan de får mest ud af deres penge, og det er, ved at benytte sig af arbejdskraft i form af folk som ikke rigtig har et valg. Om det er en person fra Polen som kommer til Danmark i håbet om, at tjene lidt penge til sin familie, eller en nyuddannet arbejdsløs, som gerne vil have noget erhvervserfaring til sit cv, er i teorien ligegyldigt.

Social dumping er amoralsk og asocialt. De eneste vindere, er personerne der tjener på det. Samfundet som helhed er taberen. Der er ingen god grund til, at der i Danmark benyttes social dumping udover grådighed og det må og kan stoppes, og det offentlige skal gå i front. Der skal indføres arbejdsklausuler, som kontraktligt forudsætter at arbejderne der arbejder på offentlige arbejdspladser er overenskomstdækkede. At de er sikret retten til en ordentlig løn og ordentlige arbejdsforhold. Arbejdsklausuler som, hvor det giver mening, også indeholder uddannelses- og sociale klausuler, som sikrer at der ansættes lærlinge og praktikanter, og giver muligheder for ansættelse til unge ledige, flexjobbere og handikappede.

Ydermere skal der indføres kædeansvar. Som det er i dag, kan hovedentreprenøren ikke holdes ansvarlig for de entreprenører de hyrer til udliciteret arbejde. Det vil sige, at hovedentreprenøren kan indgå et samarbejde med firmaer de ved benytter sig af social dumping, for at holde prisen nede. Og ved, at arbejdet er udliciteret kan de ikke holdes til ansvar. Ved at indføre kædeansvar stiller man hovedentreprenøren til ansvar for alle dele af opgaven. Det vil betyde, at hovedentreprenøren kan tildeles bøder eller helt miste opgaven, hvis det opdages, at der bruges social dumping eller foregår andre illegale handlinger på arbejdspladsen, også selvom det ikke foregår hos hovedentreprenøren selv, men en af de mindre virksomheder, arbejdet er udliciteret til. Ved at indføre kædeansvar fordres hovedentreprenøren til selv at kontrollere at forholdene på arbejdspladsen er i orden og i overensstemmelse med gældende overenskomster, eller risikerer de helt at miste ordren og bødestraf.

Men indførelsen af kædeansvar betyder ikke, at al kontrol fra fagforeningerne og det offentlige skal stoppe. Selvkontrollen er et supplement dertil. Hverken fagforeningerne eller det offentlige kan være alle steder på en gang, derfor er det vigtigt, at firmaerne også selv kan kontrollere at forholdene er i orden. Også selvom, at visse arbejdsopgaver er udliciteret til mindre firmaer.